​Fuld bedøvelse

Patienten bedes overholde følgende anbefalinger når der aftales operation i fuld bedøvelse:

Forberedelse

  • Rygning nedsætter blodomløbet og sinker dermed sårhelingen: derfor anbefales det at ophøre med tobaksforbrug 2 uger før og i 2-3 uger efter operationen.
  • Fiskeolie, Magnyl, Aspirin, Idotyl, Treo eller Kodimagnyl bør undgås i mindst 1 uge inden operationen. Dette vil mindske risiko for blødning under og efter operationen.
  • Aftenen før operationen eller på operationsmorgenen bedes patienten bade og vaske hår for at nedsætte infektionsrisikoen.
  • Sørg for at have smertestillende medicin som Pamol eller Paracetamol i hjemmet.
  • Ved sygdom eller infektion i nærheden af operationsområdet inden operationen bedes du kontakte klinikken for nærmere aftale.

Fasteregler

For at mindske risiko for opkastninger i forbindelse med bedøvelsen, er det vigtigt at man er fastende.

  • Mad, mælk, mælkeprodukter og tyggegummi må ikke indtages i en periode på 6 timer før bedøvelsen.
  • Vand, saft, juice uden frugtkød, kaffe eller te (uden mælk) må indtages i op til 2 timer før bedøvelsen.

Medicin

  • Sædvanlig medicin må indtages frem til operationen sammen med et par mundfulde vand.
  • Evt. astmaspray medbringes til klinikken.

På operationsmorgenen

  • Personlige genstande som briller, høreapparat og tandproteser medbringes til klinikken.
  • Ur, smykker, piercinger og lignende efterlades hjemme.
  • Undlad at brug kontaktlinser og neglelak af hensyn til overvågning under bedøvelsen.
  • Undgå make-up og creme i ansigtet ved operation.

Operation i fuld bedøvelse

På operationsmorgenen gennemgås din journal sammen med narkoselægen for at sikre at fuld bedøvelsen kan forgå uden komplikationer.

På operationsstuen lægges en plastkanyle i håndryggen eller i armen. Gennem denne indsprøjtes et sovemiddel og du falder herefter stille og roligt i søvn i løbet af kort tid. Under operationen vedligeholdes bedøvelsen med fortsat tilførsel af sovemiddel og smertestillende medicin. Mens du sover tilføres lungerne en blanding af luft og ilt ved hjælp af maskinen (respirator).

Når operationen er overstået, vækker vi dig. Du vil være i stand til at sidde og stå på egne ben inden du flyttes til din stue.

Mulige bivirkninger og risici

  • Der er sædvanligvis ingen særlige gener efter bedøvelsen, men man kan have kvalme og enkelte opkastninger.
  • Du kan opleve lidt hæshed og ubehag som følge af røret i halsen. Disse gener vil oftest være forsvundet i løbet af et døgns tid.
  • Det er vigtigt at overholde ovenfor anførte fasteregler før fuld bedøvelse, idet alle normale reflekser forsvinder under bedøvelsen: også evnen til at lukke strubelåget ved opkastning. I yderst sjældne tilfælde kan det forekomme at noget af maveindholdet kastes op mens du sover og at noget af det kommer i lungerne. Dette vil medføre lungebetændelse og vil kræve indlæggelse og behandling på sygehus. Denne komplikation er dog aldrig set på klinikken.
  • Der kan i sjældne tilfælde forekomme beskadigelse af tænderne i forbindelse med nedlæggelse af rør i halsen. Skaden dækkes almindeligvis ikke af klinikken.

Hjem igen

Hvis du udskrives samme dag som operationen er foregået, må du ikke selv køre bil, motorcykel eller cykel. Du skal ledsages hjem. Af hensyn til din sikkerhed bør du ikke være alene i hjemmet det første døgn.

  • Operationsområdet skal holdes tørt i mindst 24 timer efter operationen.
  • Alkoholindtagelse frarådes i en uges tid.
  • Ved behov for smertestillende medicin anbefales Pamol, Paracetamol eller Panodil.
  • Sport, gymnastik og fysisk aktivitet kan påbegyndes efter nærmere aftale med plastikkirurgen.
  • For at undgå solskoldning eller unormale pigmentforandringer skal operationsar beskyttes mod sol og ultraviolet lys i op til 6 måneder efter operationen.

​Plastikkirurgisk Speciallægeklinik

Jernbanegade 42, 1
3600 Frederikssund

Tlf.: 47 33 00 30

E-mail: info@plasticsurgeon.dk
CVR: 28203780
plasticsurgeon.dk

​Nyhedsbrev

​Tilmeld/afmeld dig fra mailingliste.

Få sidste nyt fra Plastikkirurgisk Speciallægeklinik i din indbakke.

Åbningstider

Mandag - torsdag: Kl. 08.00- 16.00

Fredag: efter aftale​

Telefontider

Mandag - torsdag kl. 09.00- 15.00

​​Vurderet 4.4 / 5 stjerner på baggrund af 40 anmeldelser på Facebook

​Plastikkirurgisk Speciallægeklini​k © 2014.​